Lidt om mig

Da jeg gik i gymnasiet, og egentlig troede jeg skulle være skuespiller, slog det mig pludseligt at psykologien er overalt. Alt hvad jeg fandt spændende i de forskellige fag, var funderet i psykologien. At jeg derudover altid har haft en særlig evne til at skabe et rum, hvor selv helt fremmede betror mig deres livshistorie, medførte at jeg ikke kunne løbe fra, at jeg måtte vælge en vej, hvor mit primære job, er at tale med mennesker.  Jeg måtte sande at psykoterapeutuddannelsen krævede at man ikke blot skulle have en videregående uddannelse, men også relevant arbejdserfaring. Jeg søgte derfor ind på Film- og medievidenskab, i håbet om at kunne kombinere det med psykologi. Efter min kandidat har jeg både arbejdet frivilligt som rådgiver hos Psykiatri Fonden og i Samtalehuset i Snekkersten. 

Arbejdsmæssigt var jeg enormt draget af at undervise på Krogerup Højskole, idet jeg selv havde været elev der, og elskede alt ved stedet. Jeg var derfor lykkelig for at få lov til at undervise der i begge mine fag. 

Jeg har desuden undervist i mediefag og psykologi i gymnasieskolen i flere år. 

Psykoterapeutuddannelsen måtte jeg uden tvivl tage på DISPUK, da de her har min foretrukne psykologiske tilgang, nemlig den narrative. Her tog jeg den 5 år lange psykoterapeut uddannelse, som derved certificerer mig til at foretage individuel, par- og familieterapi. Jeg er privat praktiserende, men er en del af et klinikfællesskab, som både har til huse i København K og i Valby. 

​

Og her kommer den sande og mere autentiske fortælling om mit liv:

Jeg er voksen barn af alkoholikere. Både min mor og far, brugte desværre alkoholen til at dulme alt det, som de fandt svært i livet. Depression, angst og stress prægede hjemmet, og jeg havde ikke sprog for, eller idé om at en barndom kunne være anderledes. Jeg elskede mine forældres selskab når de var ædru, og følte mig meget elsket. Jeg lærte at scanne rummet og være på vagt overfor de skiftende stemninger. Det føltes som forældre der forsvandt, som forandrede sig, i takt med alkoholen kunne indtages op ad eftermiddagen.

Jeg havde heldigvis en masse gode og tætte veninder og vi opbyggede en fortrolighed, som var alt afgørende. Jeg fordybede mig i teater, musik og dans.

Da jeg blev forelsket for første gang, og forladt 3 hæsblæsende måneder senere, begyndte min verden at ramle sammen. Det svigt at blive forladt uden varsel, triggede alt det svigt, jeg ikke anede jeg havde undergået. Da jeg et år senere, mødte en ny forelskelse, som udviklede sig til et 6 år langt parforhold, oplevede jeg at jeg var ved at ødelægge dette, med al den mistænkelighed, jalousi og mistillid som naturlivis fyldte. Jeg startede i terapi som 17årig og det forandrede mit liv fuldkommen. Der var et før og et efter. Jeg indså her, at det gav god mening at jeg var så bange for svigt. Jeg fik sat ord på en masse ting, jeg slet ikke havde sprog for. Jeg formåede at være i parforholdet uden at lade følelserne skabe ballade.

Jeg har siden da gået i terapi i årevis, meget af det af tvivlende karakter. Jeg oplevede ofte, at min opvækst ikke helt blev taget alvorligt, og at jeg ikke kunne mærke psykologen/terapeuten. Jeg oplevede en distance og kølighed, og dette fremmede ikke min lyst til at stille mig sårbar.

Hos TUBA, fik jeg endelig en hjertevarm psykoterapeut, som kunne hjælpe mig på vej, i endnu et af livets store forandringer, nemlig det at forsøge at blive mor. Her fik vi arbejdet med mistilliden, overtænkningen, bekymretheden, medafhængigheden, behovet for kontrol mm. At kæmpe med effekterne af at være voksen barn af alkoholikere, er ikke noget som mirakuløst går væk. Selv hvis ens forældre er ædru, er der en ny frygt, frygten for hvornår de falder i. Men det er muligt at leve med det grundvilkår på en måde, som ikke fuldkommen ødelægger ens liv.

Jeg brænder for at være den nærværende psykoterapeut, som med al min erfaring, langt større end beskrevet her, og mere omfattende end mine 38 år indikerer, der kan hjælpe andre på vej et sted hen som er langt mere tåleligt.

Jeg ved det kan lade sig gøre. Både erfaret på egen krop, men også med alle dem, jeg allerede har hjulpet på vej. 

​