Medafhængighedens væsen

Når man er pårørende er det meget svært at undgå at blive suget ind i medafhængighedens væsen. Man elsker jo mennesket som er misbruger, og i den kærlighed ligger der et ønske om at det menneske har det så godt som muligt. Derfor har man virkelig lyst til, og brug for at deres misbrug skal stoppe.

Medafhænigheden opstår ikke fra den ene dag til den anden. Den opstår på baggrund af, at man som pårørende har man været igennem en lang proces, hvor man på en måde har negligeret misbruget, måske ikke opdaget misbruget fordi det har været skjult for en, i et eller andet omfang. Man har været udsat for rigtig meget gaslighting fra misbrugeres side, man er sikkert blevet løjet for direkte, så det er meget svært for den pårørende overhovedet at se klart i hvad det er som foregår, fordi misbrug som oftest ikke er noget der foregår meget tydeligt lige op i den pårørendes ansigt. Selv når misbruget er åbenlyst, kan det være svært at forbinde de to ting, fordi det er så desillusionerende, paradoksalt, og traumatisk faktisk at indse, at det som foregår er et misbrug. Det betyder at vi skal indse at det menneske vi elsker pludselig har en adfærd, som er så langt fra vores egne værdier, og sikkert også fra de værdier som vi troede personen havde.

Hvis vi forestiller os et barn, så er børn født til at føle stor kærlighed og loyalitet overfor deres forældre. Børn vil stort set gøre hvad som helst for at passe på sine forældre. De vil lyve for dem, de vil beskytte dem, fordi barnets overlevelse afhænger af den voksne. Det kan betyde en masse for hvordan barnet undlader at fortælle andre voksne om hvad der foregår i hjemmet, det kan betyde at barnet fortier sandheden, hvis adspurgt, og det kan ikke mindste betyde at barnet slet ikke selv har sprog for eller rigtig forståelse for hvad det egentlig står i. 

Men selv som voksne, så er det så meget i strid med vores opfattelse af den person vi elsker, at lidt af de samme dynamikker. Det vil have så katastrofale konsekvenser hvis vi ægte indser misbrugets omfang, og hvad det så skal betyde for vores egen position ifht. personen som har misbruget. Det er på en måde for meget at bede om. Derfor er det en lang sej proces. Og i den proces kommer medafhængigheden snigende. Den er ikke noget man selv er skyld i eller fejler. Det er naturlig og normal reaktion på at stå i en unaturlig og unormal situaiton. Det er nogle kræfter som kalder på en til at gå nogle bestemte veje.

Medafhængigheden indbefatter blandt andet:

• At gå på listefødder i relationen til misbrugeren - tanker som hvis jeg bare er sjov, sød, let at være i nærheden af, som vil misbruget måske ikke ske i dag. 

• At have antennerne ude - man skanner rummet for potentielle farer, adfærdsændringer mm. Alt fra lugte, stemninger, tonefald, til øjenkontakten mm. vil blive skarpt observeret og analyseret i løbet af splitsekunder. 

• Hyper fokusering på misbrugeres adfærd - mange tanker om hvordan misbrugeren har det i dag i sammenligningen med andre dage. Mange tanker om håb for at den og den adfærd er et tegn på bedring eller på tilbagefald. 

• Tendens til at sætte misbrugeres behov før egne behov - følelsen af konstant at være i beredskab, og derfor føle sig nødsaget til at smide alt man har i hænderne for at være der for misbrugeren. Men også i dagligdagen vil dette være et resultat af listefødderne, antennerne og hyper fokuseringen. 

• Hemmelighedskræmmeri - undlade at inddrage andre i ens oplevelser med misbrugeren. Hvis andre indrages vil man måske underdrive misbrugets karakter for at udvise loyalitet overfor misbrugeren. 

• Vanskelighed ved grænsesætning - misbrugeres adfærd har været så grænseoverskridende for den pårørende at det at skulle til at sætte grænser både i relationen til misbrugeres, men også i alle livets øvrige arenaer virker næsten uoverkommeligt. Det er langt lettere at lade sine grænser overskride endnu engang. 

• Udviskelse af egen identitet - selve det overhovedet at mærke at grænserne bliver overskredet kan være vanskeligt at få øje på, for det kræver at man kan mærke sig selv, og det er ikke sikkert at man længere rigtig har den forbindelse. For længe har ens liv omhandlet misbrugeres liv, og derfor er egne værdier, håb, intentioner mm trådt i baggrunden. 

• Udfordringer især i kærlighedsrelationer til andre - idet ens kærlighedsrelation til misbrugeren er blevet så vanskelig og har haft som mange konsekvenser for en, så er det svært at undlade at tage medafhængigheden ind i andre relationer. Mistillid og frygten for at blive svigtet vil være spøgelser som er med.